Af Terese Holm Pedersen
”I was busy thinking ‘bout boys~ boys~ boys…”
Tonerne af Charlie XCXs festlige popmelodi fylder biografrummet, suppleret med billeder af fulde, dansende mænd, der nyder en aften ude i byen. Smilene er store, bevægelserne er sensuelle og bekymringerne få.
Mændene er dog ikke alene i byen, men finder hurtigt aftenens bytte i form af den tydeligt beruset Cassie (Carey Mulligan), der ikke er i stand til at sige nej til deres seksuelle tilnærmelser. Men faktisk er sandheden en helt anden. Cassie er nemlig fuldkommen ædru og klar til at lære dem en frygtelig lærestreg.
Den tidligere medicinstuderende har i Promising Young Woman gjort det til sin livsmission at hævne veninden Nina, der blev offer for en gruppevoldtægt på college. Fuld, uden kontrol over egen krop og i selskab med mandschauvinistiske mænd, der hellere ville udnytte øjeblikket, end at opføre sig som de gentlemen og nice guys, de kalder sig selv.
Objektivisering af kvinder og victim blaming er nogle barske emner at balancere, men det lykkes Promising Young Woman med bravour, uden at skære alle mænd over en kam. Begge køn undslipper heller ikke filmens kløer.
En af de mest bemærkelsesværdige scener forekommer, når Cassie besøger sin studievejleder fra college (Connie Britton), der dengang nedslog beskyldningerne mod Ninas overgrebsmænd. En klassisk #MeToo sag, der blev dæmpet ned for at undgå for meget postyr. Cassie hæver ikke stemmen under deres opildnede samtale, men bruger studievejlederens datter som en måde at få sin pointe igennem: ”I guess it feels different when it’s someone you love”.
En anden vigtig del af Promising Young Woman, man ikke skal undervurdere, er soundtracket. Blandingen af sukkersøde ørehængere som Paris Hiltons Stars Are Blind, tilsat Juice Newtons følelsesfulde Angel of the Morning og en skærende strygerversion af Britney Spears’ ikoniske Toxic, giver os seere et direkte indblik i de forskellige følelser, Cassie gennemgår i filmens 113 minutter, uden at det behøver at blive skåret ud i pap gennem en dialog. Så bliver det bare ikke bedre.
Emeral Fennells debutfilm er både sjov, rørende, neglebidende spændende og mest af alt en vigtig kommentar til en rådden kultur, hvor nogle vender det blinde øje til seksuelle overgreb, og mener, at kvinden selv er ude om det, når de har fået for meget at drikke. Gennemvædet af neon-pink og et helt igennem fantastisk soundtrack bevæger thrilleren sig helt til tops – den kan nemlig omfavne det hele, uden at gå på kompromis med sin præmis.
Kommentarer